
Jeg skal ud. Ud i naturen og det skal være nu!
For mange år siden, da jeg var projektleder med fuldt drøn på, havde 3 små børn og masser af gang i den, kan jeg huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min mand, rimelig desperat:
”Jeg skal ud.
Ud i naturen og det skal være nu!”
Der var en længsel efter at være ude i naturen, men helt klart også en LØSNING, og det vidste jeg – eller rettere det vidste min krop intuitivt.
Naturen hjælper os med at komme i balance
Der sker mange positive ting med vores krop, når vi går og er ude i naturen, ikke kun får vi ny energi, bliver mere klar i hovedet, får løftet humøret, som du helt sikkert kender.
Forskningen viser også at et par timers ophold i naturen:
- Styrker vores immunforsvar
- Letter angst, depression og vrede
- Nedbringer stress
- Sænker kortisolniveauet
- Undertrykker det sympatiske nervesystem (kamp/flugt system, der mobiliserer energi)
- Aktiverer det parasympatiske nervesystem (genopbygger kroppen, fordøjelse mv)
- Gavner kvaliteten af vores søvn (vigtig for genopbygning af kroppen)
Naturen hjælper os naturligt med at komme i balance, uden at vi skal gøre noget specielt.
Hvor sejt er det ikke lige!
Vores sympatiske og parasympatiske nervesystem – kort fortalt
Vi har et autonomt nervesystem, der sørger for at kroppen fungerer døgnets 24 timer. Autonomt vil sige, at det sker helt automatisk, vi skal ikke tænke over det. Det sker bare. For eksempel sker fordøjelsen helt uden at vi skal tænke over det.
Vores autonome nervesystem består af 2 systemer:
- Det sympatiske nervesystem
- Det parasympatiske nervesystem
Det sympatiske nervesystem, er det system der mobiliserer energi. Det er dit kamp/flugt system, som du sikkert har hørt om, som det system, der i gamle dage satte ind når vi mødte sabeltigeren på savannen. I dag er sabeltigeren skiftet ud med mails, beskeder fra chefen, storbytrafik osv.
Det parasympatiske nervesystem, er det system som sikrer at kroppen genopbygges, f.eks. fordøjelsessystem.
Er vi for meget i det sympatiske nervesystem, er der ikke meget plads til genopbygningen af kroppen – til at komme i balance, så vi kan være klar til at indtage endnu en dag.
Det sympatiske nervesystem er ikke en skurk
Man kan få opfattelsen af at det sympatiske nervesystem er en skurk, men det er ikke tilfældet. Begge nervesystemer er lige gode og nødvendige.
Problemet er, når de 2 nervesystemer kommer i ubalance, og det parasympatiske nervesystem, der skulle sørge for genopbygningen af kroppen, ikke bliver aktiveret tilstrækkelig til at kroppen genopbygger sig selv.
Naturen spiller sammen med os – eller vi spiller sammen med naturen…
Så det er virkelig fantastisk at ophold i naturen netop aktiverer det parasympatiske nervesystem og undertrykker det sympatiske nervesystem.
Et fantastisk samarbejde natur og menneske imellem 😊
Alt det vidste jeg slet ikke dengang. Jeg vidste bare intuitivt at naturen hjalp mig, og det havde jeg brug for lige der.
Længes du også efter at komme ud i naturen? – og har brug for en god undskyldning, så snup bare en af ovenstående 😊
Rigtig god tur. Naturen er åben 24/7/365
Kærlig hilsen
Marianne Køpke
PS. Kig forbi Fællesvandreture for kvinder, hvis du kunne tænke dig at komme med på fællesvandretur og nyde den smukke natur i Rold Skov.