At gøre noget har en konsekvens – men at ikke gøre noget har også en konsekvens.

Læs med nedenfor eller lyt med i Podcasten Mærk mere af Livet

Først vil jeg give dig et eksempel fra mit eget liv. Længere nede i indlægget vil jeg hjælpe dig til, at blive opmærksom på hvordan du former dit liv, både når du tager beslutninger og ikke tager beslutninger, og når du handler og ikke handler.

Inden jeg fortæller dig om min oplevelse, vil jeg kort fortælle lidt om mig selv, så du bedre kan forstå min situation.

Jeg har haft egen virksomhed i godt og vel 8 år. I alle årene har jeg haft kontor samme sted.

For ca. 3½ år siden startede jeg på en uddannelse som Basis Dao Yin Gong Guide, og i efteråret fik jeg så mit certifikat. Det var en stor dag. Det har givet mig en enestående mulighed for at udvide min personlige sparring med Indre forandringsforløb, hvor jeg sammen med den enkelte person kan gøre en væsentlig forskel i deres liv.

Min certificering betød også, at det nu var tid for mig til at ændre min virksomhed.
Jeg skulle finde ud af hvad jeg ville tilbyde mine kunder, og så skulle jeg have nye lokaler.

Min oplevelse – fra en flyttedag i efteråret


Dengang skrev jeg:

”Da jeg i dag sammen med min mand tog de sidste ting ned fra væggene på kontoret og de sidste ting ud i bilen, blev jeg helt overrumplet. Mit kontor jeg havde haft i 8 år stod nu tomt. Helt tomt”

Det var et tydeligt bevis på og konsekvens af, at jeg havde sagt mit lejemål op.

Jeg skrev også:

”At sige det op, er det rigtige. For jeg skal noget mere.
Jeg vil kunne lave mine individuelle forandringsforløb. Det kræver nogle andre lokaler end dem jeg har i dag.
Jeg vil være en dygtig Dao Yin Gong guide.
Jeg vil gå fuldt ind i det.”

Da jeg tidligere på ugen, havde pakket et par flyttekasser og fyldt bilen, havde jeg været mega glad og helt høj af forventninger til fremtiden.

Men nu. Hvad nu?

De beslutninger, jeg havde taget og de ting jeg havde gjort, havde en konsekvens.

Jeg havde sagt min opgave som netværkskoordinator op, det job som ellers sikrede at jeg altid havde til huslejen. Jeg havde taget alt LinkedIn rådgivning og undervisning ud af min virksomhed, som var den del af forretningen som jeg kunne skrue op og ned efter behov. Og nu havde jeg heller ikke noget kontor. Min base var væk.

Var det virkelig den rigtige beslutning jeg havde taget? Jeg var meget i tvivl.

På vej hjem var jeg i dårligt humør. Da jeg kom hjem var jeg i dårligt humør – og jeg blev ved med at være i dårligt humør.

Heldigvis fik en tanke plads: Det har også en konsekvens ikke at gøre noget.

”Havde jeg ikke prioriteret og valgt det, der var det rigtige for mig,
havde konsekvensen været meget større for mig.”

Jeg havde stadig kørt rundt i den gamle trummerum, ikke været helt tilfreds med det jeg lavede og den 3½ årige uddannelse som jeg så gerne ville bruge, ville jeg højest sandsynlig ikke rigtig være kommet til at bruge.

Altså ikke at gøre noget ville have haft en meget større konsekvens for mig.

Jeg kan huske jeg igen blev glad  og lettet over at have truffet de rigtige beslutninger OG handlet på det.

 

Skræmmende selv at tage beslutningerne


Det var min lille historie, hvor jeg blev opmærksom på, hvor vigtigt det er aktivt at prioritere og handle, når der er noget jeg gerne vil i livet.

Men også hvor skræmmende det lige pludselig kan være, når det er noget man selv aktivt har gjort. Det vil sige en konsekvens jeg selv er skyld i – sæt nu det ikke lykkedes…

Var mit lejemål blevet opsagt, og havde jeg mistet opgaven som netværkskoordinator, og var LinkedIn blevet lukket som platform, havde min oplevelse været anderledes. Så var det andre der havde besluttet det og jeg havde en god undskyldning for at ændre min virksomhed.

Kan du se forskellen?

Måske du selv kender det eller kender det fra andre? At man næsten går og håber på, at man bliver sagt op i sit nuværende job, så man har en undskyldning for at kunne komme videre til det man gerne vil, eller bare væk fra det job man har nu.

Jeg vil nu sige, det fedeste er selv at bestemme sin retning, og ikke at gå og vente på at andre handler, så det måske falder ud til fordel for det, som man gerne selv vil – også selvom det kan være skræmmende.

Vores liv former sig efter både hvad vi gør og hvad vi ikke gør.
Når du ikke prioriterer, når du ikke handler, når du ikke beslutter – så bestemmer du passivt din vej i livet.

 

Dine beslutninger og handlinger


Jeg har samlet 3 spørgsmål til dig.

Nedenfor er spørgsmålene gennemgået med et eksempel. Jeg har valgt at bruge eksemplet med en person, som ønsker at komme i bedre form. Det er ikke sikkert det er et problem for dig, men jeg håber du kan relatere til det alligevel 😊

1. Spørgsmål: Hvad ønsker du dig anderledes i dit liv?
Personen her i eksemplet ønsker at komme i bedre form. Hun er typisk træt når hun kommer hjem fra arbejde, og efter aftensmaden synes hun det kan være svært at tage sig sammen til at komme afsted.

Hun vil gerne kunne dyrke noget motion og gerne sammen med andre, det synes hun er hyggeligst.
Hun vil rigtig gerne have mere overskud i hverdagen. Det tror hun på, at hun får hvis hun begynder at dyrke noget mere motion.
Hun er også sikker på at det vil være godt for hendes helbred.

 

2. Spørgsmål: Hvad skal du gøre for at det bliver anderledes? Altså hvilke beslutninger skal du have taget og hvad skal du have gjort?
Hun vil gerne tilmeldes et eller andet, så tror hun der er større chance for, at hun kommer afsted. Og kan det være sammen med andre, vil det være allerbedst.

Personen tænker at hun f.eks. kan melde sig til et hold i den lokale idrætsforening eller i fitnesscenteret. Hun kan også spørge naboen om hun vil med ud og løbe 2 gange om ugen. Der er vist også en løbeklub, måske hun kan melde sig på hold der. Faktisk kan hun også rigtig god lide at svømme.

Personen her har masser af muligheder. Hun skal beslutte sig for hvad hun vil, og så få sig tilmeldt.

 

3. Spørgsmål: Hvad sker der hvis du ikke gør noget?
Hun tænker at det bliver nok ikke så meget anderledes end i dag. Jo helbredet bliver værre, og de mange ting hun egentlig gerne vil have energi til, må hun skyde en lang pil efter. Hun synes det er ret træls at tænke på.

 

Nu er det din tur 😊

Prøv at stille dig selv de 3 spørgsmål nedenfor – skriv gerne dine svar ned

  • Hvad ønsker du dig anderledes i dit liv?
  • Hvad skal du gøre for at det bliver anderledes? Altså hvilke beslutninger skal du have taget og hvad skal du have gjort?
  • Hvad sker der med dit liv hvis du ikke gør noget? Altså hvad er konsekvensen ved ikke at gøre noget.

 

Jeg håber dette indlæg har inspireret dig til at få lyst til at arbejde med det, du ønsker anderledes i dit liv, men også at du har fået en oplevelse af hvor vigtigt det er, at du aktivt handler i dit liv.

Har du spørgsmål, eller har indlægget her sat noget i gang hos dig, så skriv endelig.
Du kan kommentere her nedenunder eller du kan skrive til mig direkte på Instagram, Facebook eller på min mail skrivtil@mariannekoepke.dk

Ved at fortsætte med at bruge denne side, accepterer du brugen af cookies. Mere information

Cookie indstillingerne på dette website er sat til at "tillade cookies" for at give dig den bedste oplevelse på siden som muligt. Hvis du fortsat bruger denne side uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker "Accepter" nedenfor, indvilliger du i dette.

Luk